Pæretærte
Da jeg var barn havde vi et kæmpe stort pæretræ med store fine saftige pærer på, og hver sensommer og efterår lavede min mor pæretærter med alle de fine pærer. Denne her opskrift er min mors og er ældre end jeg er, og jeg har kun ændret en ting i den, jeg har udskiftet vaniljesukker med en halv vaniljestang, men det kan du gøre som du vil jo. Tærten er helt enkel og består af en sprød mørdej i bunden og på toppen og fine bagte pærer i midten. Server kagen lun med cremefraiche, flødeskum eller vaniljeis til (Den smager også godt, når den er kold:-))
Opskrift på nem og lækker pæretærte med sprød mørdej
Ingredienser
- 240 g hvedemel
- 125 g sukker
- ½ vaniljestang (Oprindelig 1 tsk. vaniljesukker)
- ½ tsk. stødt ingefær
- 150 g kold smør
- 1 æg
- Evt. 1. spsk. vand
- Ca. 4 pærer
- Lidt sukker til pynt
Fremgangsmåde:
- Bland mel, sukker, vanilje og ingefær og smuldr det kolde smør i til du har en masse krummer.
- Tilsæt ægget og saml dejen hurtigt (Evt også lidt vand hvis den mangler lidt vædde).
- Læg dejen kold i 1 time.
- Smør en tærteform eller springform (23 cm).
- Del dejen i 2 og rul hver del ud, så den passer til formen (Jeg ruller altid mørdej ud mellem to stykker bagepapir).
- Lig den ene del i formens bund og pres dejen op ad kanten..
- Skræl pærerne og flæk dem, tag kernehuset ud og læg de halve pærer i formen med den buede side opad og med stilkenden mod midten.
- Læg den anden plade dej over pærerne og tryk godt til i kanten.
- Pensl med koldt vand og drys med lidt sukker på toppen.
- Bag tærten ca. 40 min ved 200 grader.
Et tip, hvis mørdejen driller dig, når du har rullet den, så lig den koldt i 10 min, så er den nemmere at få fra underlaget.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at bidrage!