Lakridsskumfiduser
For nylig kastede jeg mig ud i at lave skumfiduser med saltkaramel og chokolade, og nu har jeg kastet mig ud i at lave en ny version og har eksperimenteret lidt med lakridsskumfiduser. Jeg har lavet forskellige variationer, og er endt ud med at lakrids med hvid chokolade er den bedste. Denne version har jeg også haft puttet lemoncurd på toppen, og det var der mange af mine kollegaer på job, der synes var et hit, men jeg synes det altså ikke selv, så det har jeg udeladt, men det kan du sagtens tilføre på toppen af skumfidusen inden du dypper den i chokolade, hvis du vil forsøge dig med den version. Skumfiduserne kan holde sig et godt stykke tid på køl, men de bliver spist rigtig hurtigt, det lover jeg:-)
Opskrift på lakridsskumfiduser med hvid chokolade
Ingredienser:
- 300 g sukker
- 50 g glukosesirup
- 1/2 dl vand
- 1 pakke husblas
- 3 æggehvider
- 2 spsk lakridssirup (jeg bruger den her fra Johan Bülow)
- 1 dl kartoffelmel
- 1 dl flormelis
- 400 gram hvid chokolade
Fremgangsmåde:
- Kom sukker, glukosesirup og vand i en gryde og kog til blandingen er 120 grader varm.
- Udblød imens husblasen i koldt vand.
- Pisk æggehviderne stive.
- Beklæd en form med bagepapir.
- Bland flormelis og kartoffelmel, og sigt et tykt lag ned på bagepapiret.
- Klem husblasen fri for vand og smelt den i en gryde.
- Hæld sukkerblandingen i æggehviderne under kraftig piskning, og tilsæt derefter husblassen gennem en si.
- Når blandingen er ca. 40 grader varm, tilføres lakridssiruppen og massen skal hældes i formen.
- Sikr dig at al bagepapir er dækket af flormelis og kartoffelmel
- Put massen på køl i et par timer
- Når massen er stivnet og kold klippes skumfiduserne med en saks. Put dem ned i flormelis og kartoffelmel og bland godt, så de bliver godt dækket og ikke klistrer.
- Put skum fiduserne i en si og ryst alt flormelis og kartoffelmel af
- Smelt chokoladen over vandbad, hvis du vil temperere chokolade kan du se hvordan her.
- Dyp skumfiduserne i chokoladen med to gafler
- Sæt skumfiduserne på bagepapir og pynt evt med lakridskrymmel og lad chokoladen stivne.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at bidrage!