Kanelbrød
Jeg husker tydeligt turene i spisefrikvarteret i skolen, hvor veninderne og jeg gik til bageren og købte et kanelbrød, som vi delte på vejen tilbage. Det kunne godt gøre det ud for frokost:-) Jeg har virkelig spist mange kanelbrød i mit liv. Mit kanelbrød er lavet ud fra næsten samme dej, som den jeg bruger til mine kanelsnegle, bare bagt i en form, og det gode ved det er, at alt kanelsnasket forbliver inde i brødet, og derfor bliver et kanelbrød dejlig snasket og blødt.Hvis du vil se opskriften på kanelsnegle finder du den her.
Opskrift på lækkert svampet kanelbrød
Ingredienser
- 1,5 dl mælk
- 25 g gær
- 2 æg
- 1/2 vaniljestang
- 1/2 spsk kardekomme
- 50 g sukker
- 1/2 spsk salt
- 400 – 450 g hvedemel
- 100 g blødt smør
Remonce
- 200 g smør
- 150 g brun farin
- 2 spsk kanel
Glasur
- 150 g florsukker
- kogt vand
Fremgangsmåde
- Start med at lune mælken og hæld det herefter i en røremaskine. Opløs nu gæren i mælken og tilsæt herefter æg under omrøring.
- Tilsæt nu de tørre ingredienser og rør rundt.
- Tilsidst tilsættes den bløde smør under omrøring, og dejen æltes godt sammen i 10 minutter til den er glat og smidig.
- Lad herefter dejen hæve lunt i 30 minutter.
- Imens laves remoncen ved at blande smør, sukker og kanel sammen.
- Når dejen har hævet, rulles den ud til en rektangel på 50 x 40 cm.
- Fordel remoncen i et jævnt lag og rul dejen sammen (rul fra den smalleste side).
- Skær dejen ud i skiver og sæt dem på højkant i en rugbrødsform ( Det gøres nemmest ved at stille rugbrødsformen på den ene endeside og derefter stable sneglene inden i formen)
- Lad brødet hæve lunt i 45 minutter.
- Pensl brødet med et sammenpisket æg, og bag brødet i cirka 30 minutter ved 185 grader varmluft.
- Lad brødet køle lidt og bland flormelis og kogt vand og dekorer brødet med glasur
Hvad str rugbrødsform bruger du? 😊
Min rugbrødsfarm er 2,3 liter. Kh Mette