Hvid chokoladebrownie med rabarber
Jeg elsker, når rabarberen begynder at komme op ad jorden, for så er det nemlig blevet forår – og forår er lig med kager med rabarber! Rabarberen er en rigtig forårsbebuder og minder mig derfor om, at årstiderne skifter og det nu snart er tid til rosé på terrassen og sol på næsetippen. Denne her lidt tunge hvide chokoladebrownie tilført syrlige rabarber er en af mine absolutte yndlings forårskager. Du kan sagtens bytte rabarberen ud med hindbær eller andre bær.
Opskrift på hvid chokoladebrownie med syrlig rabarber
Ingredienser
- 180 g smør
- 200 g hvid chokolade
- 180 g sukker
- 3 æg
- 1/2 vaniljestang
- 120 g mel
- 1 tsk salt
- 150 g rabarber
Fremgangsmåde
- Hak chokoladen og smelt den over et vandbad.
- Smelt smøren.
- Pisk æg, sukker og vanilje sammen til en hvid og luftig masse.
- Bland mel og salt i dejen.
- Skær bund og top af rabarberne, og hak dem i fine stykker og vend dem i dejen.
- Bland herefter smeltet smør og til sidst smeltet hvid chokolade i dejen.
- Når dejen er samlet, vendes den i en form på ca. 22*22 cm.
- Bag kagen i 30 min. ved 190 grader.
- Når brownien er færdig, skal den have lov at køle af i ca. 30 min.
- Når kagen er kold, skæres den i små stykker og pyntes med flormelis.
Hej Mette,
Jeg prøvede din opskrift af forleden, men blev desværre meget skuffet da resultatet blev en kage der bare skulle smides ud.. Jeg har læst din opskrift igennem flere gange for at se om jeg havde glemt noget, og har tænkt over om jeg kunne have haft temp for lav, om kagen stod for højt i ovnen, om jeg glemte at lade den køle af, eller hvad det kunne være der gjorde at resultatet blev som det gjorde. Men umiddelbart har jeg gjort som jeg skulle, bortset fra at jeg bagte den 5 min mindre end du har skrevet. Men dejen var så flydende, og toppen så mørk, at det ikke ville have kunne passe sammen hvis midten ikke skulle være flydende og toppen ikke skulle være sort.
Jeg håber du har løsningen, så jeg kan prøve den af igen og forhåbentlig få et spiseligt resultat!
Vh Kasper
Hej Kasper. Jeg har nogle bud, som vi kan forsøge. Bagte du den i en for lille form? Så kagen blev mindre end min? Du skal bruge al bagetid, de 5 minutter kan godt gøre noget. Bag den på almindelig ovn i stedet for varmluft, det kan være du har noget grill funktion i varmluft, der gør at den varmer massivt fra toppen. Stik altid i midten, ovne kan være forskellige (Og mine varigheder er vejledende), så hvis du oplever at den ikke er bagt i midten, skal du give den mere tid. Det var et par tanker, prøv det og lad mig endelig høre fra dig igen. Den er så god den kage, så jeg håber det lykkes.