Fødselsdagsboller
Til enhver fødselsdag hører der sig altid nybagte, luftige fødselsdagsboller til og her får du opskriften på den helt klassiske hvide hvede fødselsdagsbolle, som vi bager hjemme hos os. I denne opskrift er der meget kardemomme i, og det gør altså bollerne ekstra gode ikke at spare på kardemommen. De smager aller bedst helt nybagte og med iskold smør på, men du kan også sagtens servere dem kolde med ost og syltetøj til, dog er de bedst at spise samme dag som de bages. Vigga hun elsker rosinboller, så jeg bager tæt denne udgave med et par håndfulde rosiner i dejen, så får jeg de lækreste rosinboller. Se opskriften på rosinboller her.
Ingredienser
- 150 g smør
- 0,5 l mælk
- 1 pakke gær
- 1 æg
- 1 dl sukker
- 1 knivspids salt
- 4 tsk kardemomme
- 900 g mel
Fremgangsmåde
- Smelt smørret i en gryde.
- Hæld mælken i gryden og lad det lune i ca. 10 sekunder.
- Den lune mælk og smør hældes i røremaskinen og gæren tilsættes.
- Når gæren er opløst tilsættes æg, sukker, salt og kardemomme.
- Tilsæt mel. Hold lidt igen med melet, så du ikke får for meget mel i dejen.
- Lad maskinen køre i 5-10 min. Dejen skal stadig være lidt klistret, men skal kunne slippe fingrene.
- Når dejen har samlet sig og slipper kanten, så skal den hæve i ca. 1 time til dobbelt størrelse.
- Del dejen i cirka 20 stykker og form dine boller ved at trække dejen ned i bunden og skubber dejen op i bunden, så strammer du ligesom dejen til og du undgår revner i dine boller.
- Placer dem på en bradepande med plads til, at de kan hæve.
- Lad dem hæve i ca. 30 min. ved stuetemperatur.
- Pensl bollerne med æg og bag dem ved 225 grader i ca. 12 min.
Et godt tip til at få helt lige store boller. Jeg vejer altid al min dej og dividerer med det antal boller jeg skal lave og vejer hver bolle af, så får jeg altid lige store jævne boller. En almindelig boller vejer cirka 80 gram.
Hej 😊 Kan denne opskrift også laves hvor dejen koldhæver natten over?
Ja, det kan den sagtens. Så bruger du bare en kvart pakke gær i stedet.