Fastelavnsboller med remonce
Vigga proklamerede til min store overraskelse forleden, at hun ikke er særlig vild med den klassiske gammeldags fastelavnsbolle med vaniljecreme indeni. Da det er min absolutte favorit fastelavnsbolle, skulle jeg selvfølgelig lige komme mig over det, men efterfølgende kastede vi os så ud i en ny udgave af den gode fastelavnsbolle, hvor vi skiftede vaniljecremen ud med remonce og chokolade. Bollerne blev virkelig gode, de var bløde og svampede og remoncen og chokoladen indeni boller supplerer den bløde bolle godt. Hvis du vil pimpe sin fastelavnsbolle endnu mere, kan du med fordel merge de to boller og putte både vaniljecreme og remonce i. Du finder opskriften på de gammeldags fastelavnsboller her .
Opskrift på fastelavnsboller med remonce og chokolade
Ingredienser:
- 1 1/2 dl sødmælk
- 50 g gær
- 500 g hvedemel
- 2 spsk sukker
- 2 tsk kardemomme
- 2 æg
- 300 g smør
Remonce:
- 100 gram blødt smør
- 100 gram sukker
- 100 gram marcipan
- 100 gram chokolade
Pynt
- Flormelis til glasur
- Evt krymmel
Fremgangsmåde:
- Start med at lune mælken, og opløs gæren heri – brug gerne røremaskine.
- Tilsæt herefter æg, sukker, kardemomme og hvedemel, og rør godt rundt.
- Til sidst tilsættes smør under omrøring.
- Dejen æltes i 10-15 minutter, indtil den slipper skålens sider.
- Lad dejen hæve lunt i 30 minutter.
- Imens laves remoncen: bland revet marcipan, smør og sukker og hak chokoladen i stykker
- Rul dejen ud til 30×40 cm, og del den herefter i 12 firkanter.
- Læg en spiseskefuld remonce og lidt chokolade på hvert stykke dej, og fold herefter dejen rundt om cremen. Læg den foldede side nedad på en bradepande beklædt med bagepapir, og lad fastelavnsbollerne hæve i en time.
- Pensl fastelavnsbollerne med æg, og bag dem midt i ovnen ved 200 grader i 10-12 min.
- Når bollerne er afkølet piskes flormelis og kogende vand til glasur og bollerne pyntes med glasur og evt med krymmel
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at bidrage!