,

Chokoladeskildpadder

Chokoladeskildpadder

Hvis du synes, at chokoladeskildpadder er noget af det bedste, der findes inden for det chokoladesyndige køkken, så vil du falde bagover, når du prøver den hjemmelavede version! Jeg har altid elsket chokoladeskildpadden med det cremede romfyld, så da min mor gav mig en skildpaddeform i julegave et år, var der ingen anden udvej end at forsøge mig med at lave dem selv. Har du ikke en skildpaddeform, kan du sagtens lave dem med en alminde silikone eller plast chokoladeform.

Denne opskrift har jeg også lavet på www.foodtv.dk, så hvis du vil se videoen, skal du klikke her

Opskrift på skønne skildpadder med uimodståeligt cremefyld

Ingredienser

  • Silikone eller plastikform
  • Skildpaddefyld:
  • 1 ds kondenseret mælk
  • 1 spsk rom
  • 1 spsk romessens
  • Tempereret chokolade:
  • 400 g mørk chokolade
  • Chokolade- eller sukkertermometer

Fremgangsmåde

  • Sæt dåsen med kondenseret mælk i en gryde med kogende vand. Lad det stå og simre i 3 timer.
  • Temperer i mens chokoladen: Start med at dele chokoladen i 2 portioner: 2/3 af chokoladen hakkes groft og puttes i en skål, mens den sidste 1/3 del hakkes fint og kommes i en anden skål.
  • De 2/3 dele af chokoladen kommes i et vandbad på omkring 60 grader. Chokoladen varmes op til præcis 55 grader, og fjernes så fra vandbadet.
  • Nu tilføjes den sidste 1/3 del af chokoladen lidt ad gangen. Når al chokoladen er smeltet, skal den ned og have en temperatur på 28-29 grader. (Sæt gerne din skål i køleskabet, så køler den hurtigere)
  • Når chokoladen har fået en temperatur på 28-29 grader, sættes den tilbage i vandbadet, hvor den varmes op til 32-33 grader.
  • Fyld formen med tempereret chokolade, og giv den så et par slag mod bordet (så undgår du luftbobler).
  • Vend formen på hovedet, så den overskydende chokolade løber fra. HUSK AT GEMME DEN OVERSKYDENDE CHOKOLADE, DA DET SKAL BRUGES TIL SKILDPADDERNES BUND.
  • Til sidst skrabes den sidste overskydende chokolade af formen, og den sættes på køl i 10 minutter eller til chokoladen er størknet.
  • Nu laves skildpaddefyldet: Bland den kogte kondenserede mælk med rom og romessens.
  • Hæld skildpaddefyldet i en sprøjtepose, og fyld de afkølede chokoladeskaller. Pas på ikke at fylde dem helt op – der skal nemlig stadig være plads til et “låg” af chokolade.
  • Nu lægges der et låg af den overskydende chokolade på skildpadderne: Sørg for, at chokoladen stadig er 32-33 grader inden det hældes på.
  • Giv formen et par slag mod bordet, og skrap det overskydende chokolade af.
  • Stil formen på køl, til chokoladen er stivnet (10 minutter).
  • Nyd de fyldte skildpadder med det samme, eller gem dem på køl.
0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *