Bananbrød
Hjemme hos os får vi måltidskasse og frugt fra Årstiderne, og i denne uge var der vist sket en fejl, for Vigga og jeg fik som det eneste frugt 15 bananer. Jeg er stor tilhænger af ikke at smide mad ud, og forsøger derfor altid at spise al mad op, så jeg måtte en tur i gemmerne og finde en gammel opskrift på bananbrød frem. Bananbrød er mere en kage end det er regulært brød, men min version er til gengæld uden smør og sukker, så det er ret sundt og fuld af gode ingredienser og krydderier. Bananerne gør ”kagen” sød og perfekt svampet. Nogle serverer bananbrød med smør på, men du kan sagtens spise det uden. Jeg hakker altid lidt chokolade og putter på toppen af brødet lige når det er kommet ud af ovnen, men det kan du sagtens udelade, hvis du ønsker en hel sund version. Du kan sagtens eksperimentere med at putte nødder eller flere krydderier i.
Du kan også finde opskriften på lækre bananpandekager lige her
Opskrift på sundt, lækkert svampet bananbrød uden smør og sukker
Ingredienser
- 7 bananer
- 2 æg
- ½ dl olie
- 300 g hvedemel
- 90 g havregryn
- 1 spsk kardemomme
- 1 spsk kanel
- 1 spsk vaniljesukker
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk stødt ingefær
- Evt: 75 gram mørk chokolade
Fremgangsmåde
- Mos bananerne
- Bland bananer med æg og olie
- Tilfør de tørre ingredienser og rør godt
- Put dejen i en rugbrødsform beklædt med bagepapir
- Bag bananbrødet i ovnen i 40-45 min ved 175 grader varmluft
- Put hakket chokolade på toppen, når brødet er færdigbagt
- Lad brødet køle lidt og skær passende stykker
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at bidrage!