Churros
Churros er en spansk kage. Det er en dybstegt kagedej, som hovedsageligt er baseret på vandbakkelsesdej. Jeg laver dog mine churros uden smør i, da jeg ikke synes dejen trænger til smør, eftersom man frituresteger den. Kagerne er meget lækre og sprøde og minder mig om at sidde på et torv i Spanien og spise churros med chokoladesauce. Når du bager kager i olie skal du sikre sig at olien hverken er for varm eller for kold. Hvis olien er for varm får du en for mørk kage, og hvis den er for kold suger kagen al olien uden at blive stegt, og du får derfor en lys kage, der ikke bliver sprød. Det er derfor en god ide at have et termometer til at måle temperaturen på din olie, når du laver churros, så du får perfekte sprøde kager, der ikke smager af olie.
Opskrift på lækre sprøde churros
Ingredienser
- 1 vaniljestang
- 200 g hvedemel
- ½ tsk. salt
- 1 spsk. sukker
- 3 dl vand
- 1 æg
- 1 æggeblomme
- 1 liter smagsneutralt olie
- 5 spsk sukker
- 1 tsk kanel
Fremgangsmåde
- Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud
- Hæld vand, sukker og salt i en gryde og bring det i kog
- Tag vandet af varmen og put melet i og pisk det sammen til en fast masse, det er lidt tapetklister-agtigt, men det skal det være.
- Lad dejen køle i 10 minutter og put herefter æg, æggeblomme og vaniljekorn i dejen. Pisk det hele til en jævn masse (brug evt. en elpisker)
- Put dejen over i en sprøjtepose med en lille stjernetyl
- Put olien i en gryde og varm den op til 170-175 grader. Brug et termometer til at tjek at olien har rette temperatur. Har du ikke et termometer, kan du teste med spidsen af en tændstik, hvis det bobler omkring den er olien klar.
- Sprøjt nu dejen ned i olien i 8-10 cm længde og klip dejen af med en saks, og lad dejen stege 2-3 minutter. Vend alle kagerne og steg dem kort på den anden side til farven er jævn.
- Tag kagerne op af olien med en hulske og afdryp dem på fedtsugende papir.
- Bland sukker og kanel og vend kagerne i kanelsukkeret.
- Serverer med det samme evt. med chokoladesauce og is
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at bidrage!