Citronsmåkager
Vigga og jeg har bagt julesmåkager i weekenden, og da jeg inden weekenden spurgte Vigga, hvilke kager vi skulle bage, sagde hun blandt andet citronsmåkager, for hun elsker alt med citron. Jeg havde ikke en opskrift på citronsmåkager, men jeg havde en på almindelige smør-småkager, så vi tilførte bare skal og saft fra en citron og en smule ekstra mel. De blev simpelthen så gode. Perfekt sprøde og porøse som småkager skal være, og så med det syrlige tvist fra citronen. Vi brugte stjerneforme, og døbte derfor kagerne citronstjerner:-)
Opskrift på sprøde syrlige citronstjerner/citronsmåkager
Cirka 30 kager
Ingredienser:
- Korn af ½ vaniljestang
- 225 g smør
- 125 g flormelis
- 325 g hvedemel
- 1 økologisk citron (Skal og saft fra hele citronen)
Fremgangsmåde:
- Ælt alle ingredienserne til en ensartet dej med fingrene (eller i røremaskine, men uden at køre for meget med maskinen)
- Pak dejen ind i husholdningsfilm, og kom den i køleskabet i 1 time.
- Rul dejen ud med en kagerulle mellem to stykker bagepapir i 4 mms tykkelse og stik kagerne ud med en udstikkerform.
- Læg kagerne på en bageplade beklædt med bagepapir .
- Bag kagerne i 10-12 minutter ved 180 grader til de er gyldne.
- Lad dem køle på en bagerist og opbevar dem i en tætsluttende beholder, når de er afkølet.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at bidrage!